5 dage har det mobile fixerum kørt. Over 40 stofbrugere har haft et alternativ til at sidde på gaden og legepladsen og indtage deres stoffer.
<iframe width="560" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/J13136R1Qcc" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>
Københavnske stofbrugere får nu tilbud om et mobilt fixerum
kombineret med førstehjælp. Foreningen Fixerum har indrettet en
ambulance bemandet med frivillige læger og sygeplejersker, som møder
stofbrugerne, hvor de er, og yder professionel sundhedshjælp i de mest
berørte kvarterer på Vesterbro. Ambulancen er på gaden første gang den
12. september.
I et forsøg på at bryde med 35 års visionsløs narkotikapolitik på
Vesterbro i København, sender Foreningen Fixerum nu en ambulance på
gaden, som fungerer som et mobilt fixerum for stofbrugerne. Ambulancen
bemandes med frivilligt sundhedspersonale, som kan yde førstehjælp og
behandling i de tilfælde, hvor stofbrugere kommer i livstruende
situationer.
Hvert år dør omkring 300 stofbrugere af en overdosis i Danmark. Det
er et af de højeste tal per indbygger i Europa. I mange andre europæiske
storbyer er der etableret fixerum med sundhedsfagligt personale, der
sikrer, at stofindtagelsen finder sted under kontrollerede og
hygiejniske forhold, så risikoen for smitsomme sygdomme og dødsfald reduceres.
”Vi ved fra udlandet, at fixerum og førstehjælp på gadeplan redder
liv og skaber markant bedre sundhed for en meget udsat gruppe borgere,
der i dag er henvist til at indtage stoffer under uhygiejniske forhold
på gaden. Folketinget ønsker ikke at hjælpe stofbrugerne til et mere
anstændigt liv. Derfor søsætter vi nu dette initiativ”, siger Michael
Lodberg Olsen, der er formand for Foreningen Fixerum.
Sidste år viste en meningsmåling foretaget af Gallup for Berlingske
Tidende, at flere end syv ud af ti danskere støtter etableringen af
fixerum, og de udenlandske erfaringer taler deres tydelige sprog: Udover
at skabe tryghed og bedre hygiejne for stofbrugerne, opnår samfundet en
række sidegevinster i form af færre kanyler på gaderne, mindre
kriminalitet og færre unødvendige dødsfald.
”Det er jo helt banalt et spørgsmål om liv og død og om menneskelig
værdighed. Vil vi som samfund acceptere at lade unge mennesker dø for
øjnene af os under så nedværdigende forhold, som stofafhængighed kan
være, eller vil vi bruge vores sunde fornuft og tage ansvar”, siger
Kasper Iversen, der er læge og bestyrelsesmedlem i Foreningen Fixerum.
Foreningen Fixerum sender sin ambulance på gaden første gang mandag
den 12. september klokken 17. Ambulancen vil indledningsvist være på
Vesterbro to eftermiddage og aftener om ugen. Foreningens økonomi hviler
på frivillige bidrag, herunder sociale aktier a 25.000 kroner. De
første to aktier er tegnet af komiker Frank Hvam.
Foreningen Fixerum består af over 45 frivillige og en bestyrelse
bestående af social iværksætter Michael Lodberg Olsen, læge Kasper
Iversen, komiker Frank Hvam, journalist Ole Hoff-Lund, jurist Emil
Kiørboe og fundraiser Mads Kulmbak.