Har været til korshærsgudtjeneste i min lokale kirke Mariakirken. Den nye korshærspræst Birgitte Jeppesen lagde en smuk tone: Hvordan vi skal behandle hinanden og ikke mindst socialt udsatte. Har fået prædiken af Birgitte med lov til at formidle den.

Hvordan vil det se ud, hvis de kirkelige organisationer, der driver velfærd for gadens folk - ofte med støtte fra stat og kommune - fulgte guds ord frem for den partipolitiske?

Prædiken af korshærspræst Birgitte Jeppesen 16.10.2011:

Oppe i det store sakristi, der hvor vi drikker kirkekaffe og får den sædvanlige søndagssmøg efter Korshærsgudstjenesterne, hænger et billede af Jesus med sine venner. Billedet er malet af en af Mariatjenestens frivillige. Nærstuderer vi billedet er det bestemt ikke moralske topscorer Jesus er i selskab med. Der er øl både på og under bordet og der er også plads til at en hund kan sidde med omkring bordet.

Himlenes Herre – sidder i midten, den ene og samme som ham der sætter sig i de nederstes sted, sætter sig op mod de stores fortræd, ind i den yderste nød og ud over dødsangst og død.

I dag er han kommet i andet selskab. Han sidder sammen med bedsteborgerne, farisæerne. En af de ledende farisæere har inviteret ham. De skal lige lure ham lidt an – er han en de kan regne med i deres flok?

Men Jesus passer ikke ind i deres flok, det fornemmer vi hurtigt. Han kommer med al sin livsvilje og bliver her begrænset af love og regler som bremser ham i alt det der for ham er så åbenlyst rigtigt. Han er bestemt ikke i sin ønskesammenhæng.

Bordfællesskabet her er stivt og fastlåst og selvsmagende.

Man kan næsten mistænke dem for at tro på en anden Gud. En udbrændt Gud, der ikke rigtig magter alt det liv han har sat i gang og derfor prøver at føre sit værk igennem med snævre love og regler som kontrollerer livet selv ned i mindste detalje.

Det er en livløs Gud – lang fra den Gud Jesus kender.

Under middagen dukker der en mand op. En mand med vand i kroppen. Han kan ingenting. Han er sat i stå og må bære rundt på sin sygdom overalt. Sidde med ved bordet hos de lokale bedsteborgere kan han da slet ikke. Han er sat udenfor. Kasseret, opgivet.

Og her ser vi hvordan Gud i virkeligheden er. Gud viser sig som Gud er. En Gud der som svar på hvad man må og ikke må, handler. Han gør hvad der skal til for at redde liv. Jesus gør det der falder ham naturligt, Redder den dødssyge mand ud af hans elendighed. Ja, så enkelt er det for Jesus.

Og farisæerne, ja de hviler i at det er sabbat. De hviler i at der er en paragraf som foreskriver, at de skal forholde sig passive. De læner sig op ad de forbehold som skal tages før de kan kaste sig ud i handling. Men diskussionerne trækker tid og en dag er det for sent. Manden dør. Han rakte sin hånd ud efter hjælp, men fik ingen.

Loven stod i vejen. Der var ingen hjælp at hente til den syge. Ærgerligt.

Men Himlenes Herre, sætter sig i de nederstes sted og her gør han sin kærlighed gældende.

En spontanitet og en vilje til liv som vi er dybt afhængige af. Vi ved selv hvor værdifuldt det er når andre smider hvad de har i hænderne og tager affære, når vi er syge.

Men alligevel er det ikke sådan altid i vores samfund. At vi rækker ud. Der er grænser for hvornår vi rækker ud erfarer vi. Her på Vesterbro, hvor de store ekstremer gør sig gældende, er loven en man ofte løber ind i, også når det er et spørgsmål om at hjælpe. Når vi har med mennesker at gøre som er trængt ud til kanten af, hvad vi som samfund vil stå bag og tage ansvar for, er det som om selvfølgeligheden ved at hjælpe, bliver sat på prøve. Papirløse, som kommer til landet, hvor er hjælpen til dem? Mennesker som er så bundet af et illegalt udbud af stoffer for at overleve, hvor er hjælpen til dem? De gode undskyldninger er mange, for de kunne jo bare... og det er vel ikke vores ansvar... og jo, så kan vi holde fri en sabbat.

Men vi ønsker et samfund, hvor love beskytter og forsvarer liv, ikke et samfund hvor lovens autoritet gør os blind på de reelle problemstillinger vi står i. Der er derfor grund til at handle hver gang vi oplever at loven står i vejen for at mennesker kan blive hjulpet til større værdighed. Der er grund til at påpege lovens absurditet i de enkelte tilfælde. Så vi skridt for skridt kan bevæge os mod et større samfund.

Teksten til i dag er et godt eksempel på, hvad der sker, når regler og normer, bliver så styrende for vores liv at vi mister kontakten til det der falder os allermest naturligt. Nemlig at hjælpe hinanden.

Heldigvis sker det også at vi bare hjælper hinanden inden at forbeholdene når at stille sig i vejen.

Brorsonssagen for et par år siden er et eksempel på, at kirkens samvittighed overfor en gruppe mennesker i nød trådte i første række. At handling gik forud for de forbehold som man i bagklogskabens lys måtte have.

Vi har brug for hinanden. Brug for hinandens hjælp. Heldigvis! Nogle gange når vi hjælper fører det til at vi må tage vores forholdsregler andre gange åbner der sig muligheder og nedbrydes der fordomme.

En romakvinde der løber efter mig, fordi jeg har glemt mine nøgler, en hjemløs som kommer med tøj hun ikke længere går i, så andre får glæde af det. Klem, knus, smil.

Det er en stor Gud der står bag. En Gud som åbner muligheder og som med sin kærlighed får os til at rykke lidt tættere sammen i øjeblik.

Der er nemlig noget der går forud for forholdsreglerne. Nemlig den kærlighed, der var den første og er den mest grundlæggende. Den vi er skabt af. Og den må vi et eller andet sted have lov til at insistere på. For den har noget vigtigt at sige os om os selv, hvor vi hører hjemme og hvor vi skal hen.

Når vi lytter til den påpeger den når der er konflikt mellem, hvad loven byder os og hvad der er etisk forsvarligt.

Og her byder den os at handle.

For kærlighedens Gud er anderledes end farisæernes trætte Gud. Det er en Gud der overrasker, forbavser og forundrer.

Det er drømmenes, længslernes og håbets Gud. En Gud i hvis øjne vores liv bliver stort og hver enkelt lille handling uendelig værdifuld. Både for os selv og den store sammenhæng.

Som de to stenhuggere i stenbruddet, der blev spurgt:

”Hvad driver du den af med?”

”Jeg hugger sten- Det ser du vel.”

Den anden retter sig op og siger:

”Jeg bygger en katedral.”

Han var ikke med fra begyndelsen og kom sikkert heller ikke til at være med til at afslutte den, men han vidste at hans lille bid var en nødvendig del af en fantastisk større helhed.

At være en del af denne helhed giver ydmyghed. En ydmyghed som kommer til os idet vi erfarer at være en del af noget godt og stort. Når vi erfarer den kan vi være os selv, uden at vi behøver at overveje, hvor vi er bænket ved tilværelsens bord. Amen

Lad os alle bede:

Tak for livet, lysets klarhed og luftens friskhed.

Vi beder at dit liv må trænge igennem, der hvor liv stivner og dør.

Vi beder at dit lys må trænge gennem verdens mørke, så vi ikke taler ondt om hinanden, afviser hinanden og styres af mistillid. Må vi tage imod enhver med tillid, så vi fremelsker det gode i hinanden.

Vi beder at din friskhed må gennemsyre vores kirke og bydel, så ideer må spirer til gavn og glæde for alle.

Vær hos alle som er plaget af kulde og mørke og ensomhed. Må de finde nærvær og varme.

Vær hos dem, for hvem dagligdagen er en kamp. Gør dem udholdende i håbet.

Vær hos dem som har givet op. Send dem en ny begyndelse.

Det ber vi om i dit navn, Amen.