Af Anja Berth, abx@b-l.dk. Foto: Klaus Sletting. Onsdag den 23. november 2011

Da stand-upper og komiker Frank Hvam for 13 år siden flyttede ind i en ejerlejlighed på 1. sal i Reventlowsgade, var han med egne ord i begyndelsen ret passiv overfor det massive pusheri og fixeri lige uden for hoveddøren.

»Jeg tænkte vel hele tiden, at der nok kom nogen fra kommunen og ordnede det. Og i starten kan jeg huske, jeg gjorde mig umage med at se lidt sur ud, når jeg skulle hjem og så nogle stofmisbrugere på trappen - men senere fandt jeg ud af, at det var meget bedre at tale pænt og smile, de har jo ikke andre steder at gå hen, så man kan lige så godt få det bedste ud af det,« siger Frank Hvam.

Vi mødes i den lille butik Kaffe og Bomuld i Vikoriagade, hvor Foreningen Fixerum holder møder og sælger tasker og tøj til fordel for ’gadens folk’. Det er tidligere leder af Café Dugnad og social entreprenør Michael Lodberg Olsen, der har taget initiativ til butikken, og det er i høj grad Lodberg Olsen, der har inspireret Frank Hvam til at gå aktivt ind i kampen for et fixerum.

»Michael var en af dem, som ikke bare snakkede, men som gjorde noget aktivt ved problemet og forsøgte at skabe gode forhold både for stofbrugere men også for de naboer, der var generet af sprøjter og kanyler. Derfor vil jeg rigtigt gerne være med til at støtte og arbejde for det her projekt med det mobile fixerum,« siger Frank Hvam, der har købt 50.000 kroner i såkaldt sociale aktier i ambulancen.

Hellere det end olie

»Jeg har været på aktiemarkedet i mange år, og der er værre ting at tabe penge på. Jeg vil hellere tabe penge på at skabe gode forhold for Vesterbro, end på et olieraffinaderi i Brasilien. Nu har jeg boet på Vesterbro i så mange år, og er lige flyttet, men jeg synes jeg skylder noget til bydelen,« siger Hvam, der dog stadig har sin daglige gang på Vesterbro, da hans firma har kontor lige ovenover Jolene i Kødbyen.

»Det værste for alle parter, narkomaner og beboere, er, hvis der ikke bliver gjort noget. Vi blev trætte af at vente på kommune og stat og forsøger os nu med et mobilt fixerum, hvor man kan indtage stoffer under ordentlige forhold. Et mobilt fixerum har også den fordel frem for det permanente, at det bevæger sig rundt på Vesterbro, så ingen beboere eller gader behøver bære ’byrden’,« siger Frank Hvam.

Hvad er det værste du har set i din tid som beboer i Reventlowsgade?Jeg har set folk, der var så bevidstløse, at jeg måtte prikke til dem med mine skosnuder for at se, om de var levende eller døde. Og jeg har set nogen få bank af deres pushere, fordi de ikke har betalt deres rater, det er også virkelig ubehageligt - det sidste kan et fixerum nok ikke ændre på, men derfor er det vigtigt at der kommer et alligevel. Og jeg er helt uforstående overfor dem der tror at et fixerum vil give flere narkomaner - det er jo en helt vild tanke taget i betragtning hvordan de elelrs lever,« siger Frank Hvam, der også har haft surrealistiske oplevelser med stofbrugere.

»Jeg kan huske engang jeg kom gående hjem og så pludselig var der nogen, der sagde, er det ikke dig, der spillede Saltefanden i Mandrilaftalen? Jeg råbte ’hvad’?, for jeg kunne ikke se nogen. »Er det ikke dig, der spillede Saltefanden i Mandrilaftalen« - ’hvad’? - og så pludselig fik jeg øje på et par ned i lysskakten, som diskuterede hvorvidt jeg havde spillet figuren Saltefanden eller ej. Jeg kunne svare, nej, det var Lars Hjortshøj. Så måtte jeg erkende, at stofbrugere åbenbart også ser comedy og interesserer sig for, hvad der rør sig,« smiler Frank Hvam.

For Michael Lodberg Olsen er det en ekstra bonus, at Frank Hvam ikke blot har givet 50000 kroner, selvom de var afgørende for at de kunne komme til Hamborg og købe ambulancen og indrette den, men også er en aktiv del af bestyrelsen og med til møder og med til at forbedre hjemmesiden www.fixerum.dk. Og snart skal han have sin første vagtsom frivillig med ambulancen.

INTIATIV: Da stand-upper og komiker Frank Hvam for 13 år siden flyttede ind i en ejerlejlighed på 1. sal i Reventlowsgade, var han med egne ord i begyndelsen ret passiv overfor det massive pusheri og fixeri lige uden for hoveddøren.

»Jeg tænkte vel hele tiden, at der nok kom nogen fra kommunen og ordnede det. Og i starten kan jeg huske, jeg gjorde mig umage med at se lidt sur ud, når jeg skulle hjem og så nogle stofmisbrugere på trappen - men senere fandt jeg ud af, at det var meget bedre at tale pænt og smile, de har jo ikke andre steder at gå hen, så man kan lige så godt få det bedste ud af det,« siger Frank Hvam.

Vi mødes i den lille butik Kaffe og Bomuld i Vikoriagade, hvor Foreningen Fixerum holder møder og sælger tasker og tøj til fordel for ’gadens folk’. Det er tidligere leder af Café Dugnad og social entreprenør Michael Lodberg Olsen, der har taget initiativ til butikken, og det er i høj grad Lodberg Olsen, der har inspireret Frank Hvam til at gå aktivt ind i kampen for et fixerum.

»Michael var en af dem, som ikke bare snakkede, men som gjorde noget aktivt ved problemet og forsøgte at skabe gode forhold både for stofbrugere men også for de naboer, der var generet af sprøjter og kanyler. Derfor vil jeg rigtigt gerne være med til at støtte og arbejde for det her projekt med det mobile fixerum,« siger Frank Hvam, der har købt 50.000 kroner i såkaldt sociale aktier i ambulancen.

Hellere det end olie

»Jeg har været på aktiemarkedet i mange år, og der er værre ting at tabe penge på. Jeg vil hellere tabe penge på at skabe gode forhold for Vesterbro, end på et olieraffinaderi i Brasilien. Nu har jeg boet på Vesterbro i så mange år, og er lige flyttet, men jeg synes jeg skylder noget til bydelen,« siger Hvam, der dog stadig har sin daglige gang på Vesterbro, da hans firma har kontor lige oven over Jolene i Kødbyen.

»Det værste for alle parter, narkomaner og beboere, er, hvis der ikke bliver gjort noget. Vi blev trætte af at vente på kommune og stat og forsøger os nu med et mobilt fixerum, hvor man kan indtage stoffer under ordentlige forhold. Et mobilt fixerum har også den fordel frem for det permanente, at det bevæger sig rundt på Vesterbro, så ingen beboere eller gader behøver bære ’byrden’,« siger Frank Hvam.

Hvad er det værste du har set i din tid som beboer i Reventlowsgade?»Jeg har set folk, der var så bevidstløse, at jeg måtte prikke til dem med mine skosnuder for at se, om de var levende eller døde. Og jeg har set nogen få bank af deres pushere, fordi de ikke har betalt deres rater, det er også virkelig ubehageligt. Det sidste kan et fixerum nok ikke ændre på, men derfor er det vigtigt, at der kommer et alligevel. Og jeg er helt uforstående overfor dem, der tror, at et fixerum vil give flere narkomaner - det er jo en helt vild tanke taget i betragtning hvordan de ellers lever,« siger Frank Hvam, der også har haft surrealistiske oplevelser med stofbrugere:

Saltefanden i Mandrilen

»Jeg kan huske engang, jeg kom gående hjem og så pludselig var der nogen, der sagde; »Er det ikke dig, der spillede Saltefanden i Mandrilaftalen?« Jeg råbte ’hvad’?, for jeg kunne ikke se nogen. »Er det ikke dig, der spillede Saltefanden i Mandrilaftalen« - ’hvad’? - og så pludselig fik jeg øje på et par ned i lysskakten, som diskuterede, hvorvidt jeg havde spillet figuren Saltefanden eller ej. Jeg kunne svare, nej, det var Lars Hjortshøj.

Så måtte jeg erkende, at stofbrugere åbenbart også ser comedy og interesserer sig for, hvad der rør sig,« smiler Frank Hvam.

For Michael Lodberg Olsen er det en ekstra bonus, at Frank Hvam ikke blot har givet 50000 kroner, selvom de var afgørende for at de kunne komme til Hamborg og købe ambulancen og indrette den, men også er en aktiv del af bestyrelsen og med til møder og med til at forbedre hjemmesiden www.fixerum.dk. Og snart skal han have sin første vagtsom frivillig med ambulancen.